Sporten

 Første halvdel af sæsonen 2009/2010

16 km nydelse i Gribskov

Den 12. dag i julemåneden og endelig en træning uden mudder og regn. Denne herlige morgen med temperaturen på den rigtige side af 0c, gav os mulighed for at give vores Siberian Huskies hele 16 km træning. Glade hunde og røde kinder. Så er det december. Vores unge hunde prøves i lead i denne sæson igen, og det giver os rigtig gode oplevelser nu. Det sikrer os samtidig, at vi ikke har potentielle leadhunde som overses i vores træning. Aslak og Bauge er begge beviser på, at det kan svare sig at teste andre hunde i lead end de man normalt kører med, forrest i spandet. Søndag den 20. december, tager vi til Höör for at deltage i Skånedraget, et lokalt sprintløb. Vi har valgt at fokusere på træning til længere distancer og er derfor ikke specielt gearet til sprintløb. undene og vi har dog rigtig stor glæde ved at komme lidt ud på nye spor og møde andre mennesker og deres trækhunde. Vi glæder os, ja vi gør. On this 12. day in december, we finally could do a trainingsession without rain and mud. The temperature was just below 0c, and we had a nice run on 16 km. This season we try new young dogs in lead, to secure that we find every dogs potential in our team. No dog should be "untried" in new positions on the team. Aslak and Bauge, both are very good examples on the succes in trying our upcomming dogs i lead. Both dogs shows very good leadpotentials and Bauge is also a very good dog in pointposition, taking turns very nice and following his leaders perfectly. December 20, we visit some of our friends in Sweden, to participate in a local sprintrace, "Skånedraget". Great fun for dogs and people. 7-dog team in Gribskov on training                                                              Resting and photosession

1
  Aslak - ny kommandolead

Ligeså stor en udfordring Aslak er hjemme i hundegården, ligeså fantastisk diciplineret er han i et hundespand. Den seneste måned har vi udfordret Aslak på hans potentiale som slædehund, mere end nogensinde. Dette i et forsøg på at give ham så meget ansvar og så mange udfordringer, at han mættes af oplevelser og hårdt arbejde og dermed flytter fokus fra at være en ustyrlig børste i hundegården derhjemme, til at være en mental stærk slædehund. Tidspunktet at give netop Aslak de udfordringer, er valgt ud fra at han nu i forhold til sin mentale formåen og udvikling, er parat til at kunne kapere alle indtryggene og ansvaret. Han skal vise at han vil det nu. Og Aslak vil det, heldigvis. Tidspunktet er også valgt ud fra at vi faktisk var ved at være godt trætte af Aslaks evindelige aggresive udfald mod hans bror Avus og hans ærkefjende Copy. Selvfølgelig ligger der noget i Aslak, som formentligt ikke er særlig heldigt i hans mentale sammensætning. Ellers havde han udvist en helt anden adfærd hjemme i hundegården. Han ville have håndteret de udfordringer der er i en flok meget bedre ved at udvise en adfærd lig den vi er vant til hos vores andre Siberians, som Aslak bør have som "reference" til hvordan man opfører sig. Det forunderlige er så, at den modenhed, det mentale overskud og det store overblik Aslak udviser på vores spand, specielt i leadposition, står i fuldstændig kontrast til hand adfærd når flokken er samlet derhjemme. Aldrig nogensinde har Aslak voldt problemer på vores spand. Aldrig har han gjort udfald mod andre spand vi har mødt head-on. Aldrig har han så meget som rørt en af vores andre hunde på spandet. Ikke engang en overivrig unghund som har kravlet rundt på ham inden start på en træningsrunde. Ved en træningssession i Hvalsø, mødte vi Steven Frigaards spand head-on på vej op ad en bakke, lige efter et 180 graders sving. Spandene stod faktisk stille lige mod hinanden, og Aslak stod snude mod snude med Stevens lead, Nougath. Ikke så meget som en løftet mundvig var at se på nogen af hundene, og vi kunne stille og roligt fortsætte vores træning. Jeg har kommanderet Aslak videre forbi gående skovgæster med hunde, han har uden problemer løbet forbi andre spand, som har stået i siden af sporet og holdt deres hunde tilbage alt imens de har forsøgt at gøre udfald mod vores spand. Aslak har stået lige bagved den hund i vores spand, som blev overfaldet af et andet spand i Hvalsø, uden at han så meget som fortrak en mine. Aslak er, ihvertilfald pt., en rigtig sikker og velafbalanceret lead, næsten på niveau med vores Balto. Hvad kan det dog skyldes? Denne kæmpe forskel på adfærden på spandet, og adfærden i hundegården? Det er da de samme hunde han har med på spandet, som han møder i hundegården. Og nej, det er ikke en lille gård. Der er mere end 3000 m2 de kan boltre sig på. Måske hans gode opførsel på spandet kan skyldes, at vi ganske tidligt i Aslaks liv trænede meget i at opføre sig eksemplarisk på et spand og at det var sjovt at have sele på og gå fremad. Allerede fra 5 mdr's alderen fik han sele på når vi gik tur, og han gik altid tur med hunde ved siden af sig foran og bag sig. Som 6½ mdr. gammel, blev han introduceret til at køre i rigtig spand. Blot få hundrede meter. Det har Aslak (og i øvrigt også hans søskende) altid fundet sjovt. Han har fra ung set hvordan man opfører sig i et spand, gennem hans oplevelser med de mere erfarne Siberians. Alt i alt må vi konstatere, at vi i Aslak har fundet en rigtig dygtig kommandolead, som dog mangler en del udholdenhed hvilket vi tror kan komme med alderen. Han bliver nemlig bedre og bedre til dette også. Han er kun 2½ år. Opnår Aslak en bedre udholdenhed og et lidt hurtigere antrit, vil han klart indgå i vores Racing Team.

 Store mænd og raske kvinder kører med hunde

Gribskov lørdag og søndag i uge 12 2009, blev indtaget af ikke mindre end 40 startende hundespand i forskellige klasser. Det kan altså virkelig lade sig gøre, at bruge vores danske statsskove til andet end ridning og mountainbiking, og Danmark består stadig. Jamen det er jo fantastisk. Så mange hunde og mennesker samlet på så lille en parkeringsplads som p-pladsen ved Kildeportvej, helt uden tumult og skader. Det vidner da om at det er dedikerede hundefolk med styr på tingene som deltager i et slædehundeløb. Afviklingen af et arrangement som dette, burde alene være bevis nok for, at vi skulle have køre- og træningstilladelse i mange flere skove. Glade børn og voksne som får masser af frisk luft og store oplevelser, som et sundt alternativ til Disneychannel og "før søndagen". Et godt argument for at udvide de muligheder vi har for at dyrke vores sport. Folkesundheden. Selv vildtet i skoven sprang lystigt over hovedstierne vi færdedes på, flere gange. Hvilket jo dermed betyder at vildtet befinder sig udemærket i skove vi træner og kører løb i. Altså har jægerne heller ingen argumenter af betydning for, at vi skulle forstyrre en eventuel jagtmulighed. Jeg har trænet i Gribskov igennem tre sæsoner nu, og støder stadigvæk på lige meget vildt. Grupper af heste blev passeret uden problemer. Løbere, gående med og uden hunde fik sig en weekendoplevelse. Helt uden blå mærker eller forskrækkelser. Måske en sund overraskelse; men det er jo med til at holde hjertet og humøret i gang. Det er nemlig sådan, at DSHK overhovedet ikke har lov til at annoncere et løb nogen steder i Statsskovenes medier (hjemmesider). Modsat alle andre former for arrangementer. Skal der være mountainbikeløb, hestetræf eller motionsløb i de få skove vi har mulighed for at træne i, henstilles der til os om at blive væk. Når vi holder løb, er der ingen der henstillinger til andre af skovens brugere. derfor er vi nød til at have ekstra styr på alt det vi foretager os ifbm. et løb. Omvendt, så giver det da lidt ufrivillige tilskuere til vores løb; men billetten er så til gengæld ganske gratis og oplevelsen stor. Sikke et race (Photo by Casper Nielsen) Tilbage til løbet. Hold op hvor var det bare fedt at race ind mod mål, side om side med Jesper Melgaards spand (Kennel Cassidy). Det er hele weekendens anstrengelser værd. Et eller andet sted, så må det da også være et spændende syn for de som oplevede det fra tilskuerrækkerne. Herligt. Ligeså spændende var det at konkurrere på sekunder med Susan Hansen fra Kennel Ulvedalen. Susan nappede mig lige med 12 sekunder i lørdagens heat, og Susans hunde virkede rigtig stærke og klar ved søndagens heat. Alt fungerede for vores team om søndagen, ikke mindst mig selv. Lige ind til jeg stod på vognen ved start, var alt foregået i roligt tempo og med en nogenlunde lav puls. Men så skal jeg da også love for at der blev banket noget blod gennem karrene da jeg stod ved start, og så Susans spand lægge fra land i et tempo så jord og sten stod om ørerne på handlerne og skovens nøgne træer svajede med spandet. At mine Huskies evnede at hente næsten et minut på Susans spand denne let overskyede søndag i marts, var mere end jeg på nogen måde kunne forvente. Det gør det bestemt ikke mindre fedt at hente en 1. plads hjem, når konkurrencen er så tæt og hård. Susan har dog også lovet mig at hun tager revance næste gang. Godt at blive holdt til ilden. Fem poter i jorden (Photo by Casper Nielsen) Endnu tættere var konkurrencen i 4-hundeklassen, hvor Tina Langstrup og Anja Melgaard kæmpede om 1. pladsen. Bare et sekund skilte de to efter gennemkørslen af 1. heat om lørdagen. I 2. heat kørte Anja og Tina i nøjagtig samme tid. Sikken konkurrence. Tina tog førstepladsen; men hold op hvor var det bare godt kørt af dem begge. Der er ikke blevet givet ved dørerne der. Slædehundesporten får en ekstra dimension, når man efter endt løb kan gi' et kram og et fast håndtryk og et smil, konkurrenter imellem. Det er måske nok det der holder mig mest til ilden. Tak til alle jer rare folk og vuffer for en helt igennem fed weekend. Og tak for en renoveret vogn Bo. Den er en bajer og en pibe tobak værd på bænken ude ved hundene.

 Polardog championship in Hamra, Sweden

 

Søndag nat, eller måske nærmere mandag morgen kl. 02.15, parkerer vi bil, trailer, 7 Siberians og 100kg. udstyr, hjemme på gården igen.   Vi skal ikke længere tilbage end godt en uge, hvor jeg alene kørte de 1325 km op til Lundsjoen ved Krokom lidt nord for Östersund, for at slutte mig til to rare familier nemlig Anja og Jesper samt Jan og Steven og deres flere end 30 hunde. Målet med denne tur var at deltage i Polarhundsmästerskapet - årets afløser for Nordic Open - i 6-hundeklassen sprint.   Godt en uge i træningslejr inden selve løbet er bestemt ikke meget. Nuvel, der er trænet hele sæsonen med hundene; men nu gjaldt det om at tilvende hundene de nye omgivelser, 32 andre hunde på stedet, -10 til -26c, spise, drikke og sove i bokse og på stakeout (kæde). De to andre familier havde været der to uger før jeg, så jeg skulle ligesom ind og etablere mig i et allerede etableret fællesskab og med allerede etablerede rutiner. At virke fuldstændig rolig i de nye omgivelser, således at hundene fandt det som det mest naturlige i verden at være et helt nyt sted, er selvfølgelig den første udfordring. Vandet smager anderledes end derhjemme, andre hunde kigger på når der spises, nabohundenes ene tæve var ved at gå i løbetid, sporene der blev trænet på var nye og træningen var anderledes end den plejede. For os mennesker var udfordringen at alt udstyr, foder, vand, tøj, træning mm., skulle fungere under helt nye forhold. Logistikken bliver vendt lidt på hovedet og nye rutiner skal adapteres meget hurtigt. Træningen denne uge op til konkurrencen, skulle være hastighedstræning og en sidste tur inden løbet hvor de blot skulle løsne lidt op. Vores træning blev desværre hæmmet af spor der var tunge af nyfalden sne. Det var umuligt at holde sporene ved lige i de dage det sneede og blæste. Hastighedstræningen smuttede og blev erstattet af tung træning. Bad luck. Eller!!! Vi hyggede os om aftenen og tog et par velfortjente ture til Östersund for at shoppe og slappe lidt af.   Mandag aften kørte jeg og Jan til Östersund igen for at hente min kone Jette og søn Magnus, som sluttede sig til mig for at hjælpe til som handlere under løbet. Det var rigtig dejligt at få lidt hjælp til luftning og fodring, som jeg de første 5 dage havde stået alene med. Torsdag den 29. januar, pakkede vi alt sammen og flyttede 230 km. Længere syd på, for at bo et sted tættere på Hamra, hvor løbet skulle foregå. Vi ankom 3 familier i 3 biler med 3 hundetrailere og 39 hunde i alt, til et hus hvor alt var dækket af 1½ meter sne, undtagen en smal indkørsel med plads til en Velo Solex, omtrent. Anja og Jesper Melgaard gjorde en fantastisk indsats og fik fat i naboen med en traktor og en snekanon, og det lykkedes naboen at rydde en helt pæn plads til os alle. Herligt.  Efter kort tid kunne vi parkere vores biler og trailere og begynde at grave ud til vores stakeouts, så vores hunde kunne få lidt luft og lidt at spise. Vi glædede os nu til aftensmaden, som først skulle indkøbes i den lokale ICA. Alle ICA’er i Sverige vi har besøgt, og det er en del, har åbent til 21.00 hver aften på hverdage. Rigtigt gættet… Denne lukkede bare kl. 18.00. Pasta med ketchup og Falukorv (Må være svenskernes nationalpølse) og blåbærsuppe var nu vores eneste menu, og det var ikke værst på dette tidspunkt. Næste dag, fredag var der check ind i sekretariatet på Tävlingsplatsen i Hamra og dyrlægechek af hundene. Vi var der fra start kl. 19.45, og var  færdige til at køre hjem i hytten igen kl. 22.30. Ved dette check ind skulle jeg beslutte hvilke 6 af mine 7 hunde jeg skulle køre med. Jeg måtte vide lidt om sporets højdeforskel da jeg jo ikke er en helt lille dreng. De sidste 3 km skulle bestå af en stigning der ikke var voldsom; men dog sugede lidt kræfter ud af hundene, fortalte løbsledelsen. Jeg valgte dermed at tage en lille men erfaren han af spandet der havde vist tegn på lidt træthed under træningen og satsede på min meget unge men store stærke han, Aslak. Det skulle vise sig at være et både godt og skidt valg. Rigtigt godt valg mht. modningen af Aslak, skidt fordi hans ivrighed og umodenhed kostede de fleste af hans kræfter de første 12 km, og så kom stigningen.   Lørdag morgen kl. 06.15 stod jeg op efter at have tilbragt en urolig nat på stuegulvet, da jeg forgæves havde forsøgt ikke at falde ned af min hele 6 cm tykke medbragte luftmadras. Jeg kunne jo slå mig og komme til skade inden konkurrencen!!! Det var dejligt at komme afsted til løbet, og få etableret sig på pladsen i Hamra. Hundene skulle gerne kunne drikke deres kødvand og fungere nogenlunde normalt blandt de mange andre hunde. jeg skulle gerne have styr på slæde, seler, skagler mm. inden starten gik, og med god hjælp fra familien og andre hjælpsomme mennesker, lykkedes det at komme rigtig fint til start.   Jeg skulle starte sidst i klassen og kunne dermed risikere at skulle ud i overhalinger, såfremt hundene og jeg var hurtige nok.  Det var altså helt op til egne kræfter at køre op i rækkerne. Ruten vi kørte var godt nok kuperet, og de første 2 - 3 km var sporet tungt. Mine hunde trådte dybt i sneen for at trække mig; men skød en rigtig god fart. Efter ca. 2 km går sporet op i himlen (synes jeg) og vi når rutens højeste punkt. Mine hunde har masser af energi, og specielt de 3 unghunde på knapt 2 år, løber så det sprøjter. Jeg må flere gange stå på scootermåtten for at sænke hastigheden så de ikke løber sig helt flade inden den hårde optur slut på ruten, og for ikke selv at stå på r.. og albuer. Lige lidt hjælper det, hundene knokler bare videre. På rutens højeste punkt, er opsat 2 gule advarselstavler, hilket betyder pas på…her risikerer du at stå på r.. og albuer gange 2. For pokker en nedkørsel derefter. Ujævnt spor med masser af sving. Det er kun 11. gang jeg kører den lette Danler sprintslæde på bare 9½ kg, og jeg skøjter bogstaveligt talt rundt på den. Træer står tæt ved sporet og midt i et højresving har jeg direkte kurs mod et jävla stort svensk nåletræ. Jeg når lige at tænke at sporets høje kant her måske kan redde mig fra at skulle skrabes af træet med et vallejern, inden min slæde sparkes tilbage på sporet af et eller andet (guds hånd), og jeg kan fortsætte nedad med lidt ekstra sved på panden.   Efter ca. 5 km. overhalede jeg et andet Siberian spand. Det gik helt perfekt, og mine hunde fortsatte deres løb med uforandret hastighed. Det overhalede tager pace af mig, og hænger med de næste par km; men må slippe taget og falder hurtigt bagud. Vi når frem til 10km. mærket, og det er indtil nu gået over al forventning. De næste 2 km. til 12 km. mærket, går energien ned hos de 3 unge A'er. Specielt Aslak er træt af at knokle. Avia, vores ene tæve, er nok den af de unge som holder bedst tempo og trækkraft. Den skrappe stigning de sidste 3 km var nu så småt begyndt, og jeg prøvede at hjælpe mine hunde opad så godt jeg kunne; og så forstod jeg pludselig vigtigheden i at være iklædt tøj man kan bevæge sig i, og så lige veje 20 - 30 kg. mindre end mine små 100 kg. Med 3 hunde der stadig havde kræfter tilbage der battede noget (Balto, Bliss og Roopi), og mig der stakåndet forsøgte at pendle op ad "bjerget" var der jo ikke tale om et flyvende spand. Vi kom i mål ca. 6 til 8 minutter senere end jeg havde kalkuleret, og det meste var tabt op ad bakken til sidst, hvis ikke det hele. Søndagen bød på endnu koldere vejr; nemlig 25c på den rigtige side af frysepunktet, dvs. frost. Jeg opgav alle tanker om lettere beklædning end om lørdagen og tog en ekstra vinterjakke og ekstra skisokker på. Sporet var blevet lidt hårdere og bedre efter de mange gennemkørsler om søndagen, og jeg kunne mærke et langt bedre flow på spandet de første km. Efter ca. 3 km. løsner Bliss' neckline sig. Hun løber ufortrødent videre med fuld fokus. Dygtig hund. Det eneste problem er mig selv, der begynder at tænke om det egentlig er okay at køre med en løs neckline. Jeg vælger efter 12 km (ja, det var en ordentlig tænker), at stoppe spandet, sætte sneanker og montere Bliss' neckline igen. Hold kæft hvor åndsvagt. Det kostede lidt tid; men  og hvad pokker. Jeg var jo allerede udenfor medaljerækken, langt endda. Men sådan tænker man bare ikke hvis man en dag vil vinde et race. Klovn Claus. Da vi nåede opstigningen de sidste 3 km. gentog lørdagens historie sig. 3 hunde knoklede, jeg forsøgte at knokle (og det gik bedre end om lørdagen) og vi kom da i mål 26 sekunder hurtigere end dagen før. Det ser jeg faktisk ret positivt på. Vi var blandt de 6 ud af 9 spand, der gennemkørte sporet hurtigere søndag end vi gjorde om lørdagen. Alt i alt et rigtigt lærerigt løb for os og vores unge spand. Det var vores første løb på slæde ever; men så absolut ikke det sidste. Vi har fået rigtig meget hjælp og mange gode råd fra andre. Et råd vil jeg nok arbejde videre med. Bliv god i den klasse du kører idag, inden du går op i klasse, og så må du tabe dig de 10 - 20 kg. og komme i form hvis du vil vinde. Se på dine hunde, og selekter kraftigt i dine fremtidige valg af hunde til dit konkurrencespand. Jep. Det giver mening. Glade hunde springer rundt i playgrounden herhjemme, helt overbeviste om at de lige har ydet det allerbedste de kan. Og det har de. Det er først og fremmest dem det handler om. De kan jo ikke gøre for at ham musheren ikke er i superform, men i kageform.

 Novemberløbet 2008

Igen et godt løb med gode "handlere"... Det er dejligt igen at være sammen om en fælles begivenhed, nemlig slædehundekonkurrence. Vi fik teste formen af på hundene relativt tidligt på sæsonen, og vi blev alle endnu mere skarpe på hvordan vi bedst gennemfører et for os velfungerende løb. Vi er et team hvor vi endnu engang må konstatere at alle er vigtige for at alt gik godt. Og det gik rigtig godt. Hundene var klar med seler og sat på spandet til den aftalte tid, løbet blev gennemført helt uden skader (fysisk og mentalt) og vi fik endda en 2. plads med hjem. Der er mange ting der skal fungere under et race, i særdeleshed hundene. Vi har kun 7 løbsklare hunde til et 6-hundespand, så der er ikke plads til de store armbevægelser når det gælder om at finde de rette 6 hunde til en konkurrence. De 6 hunde vi denne gang havde valgt, fungerede alle rigtig fint. Dog skulle jeg have holdt fast i min intuition om en anden opstilling i 2. gennemløb om søndagen, hvor jeg havde tænkt mig at sætte en anden hund op i lead. Det kostede så en del tid om søndagen, ikke at følge min egen intuition; men heldigvis for det, for det lærte mig så en hel del. Vi er nu endnu bedre forberedt til deltagelse i Nordic Open i Hamra i Sverige, uge 5 / 2009. Det skal blive skønt at opleve den dag hvor vi (jeg) er fuldstændig rolige omkring at alt nok skal fungere lige op til start. Endnu engang en kæmpe tak til min familie for deres helt igennem super indsats som handlere før, under og efter løbet. Uden Jer havde det ikke gået så fint. Novemberløbet bød også på hyggeligt samvær med mange mennesker, hvilket sætter krydderi på weekendens oplevelser. Det var rigtig fedt at opleve den gode stemning der var på pladsen ved start. Vakarevo's Balto Of Triton ca. 50 meter efter start om søndagen, og han accellerere stadig... Vi måtte se os slået af Steven og Jan fra Kennel Krølle Bølle, hvilket bestemt ikke er en skam med de tider Steven kørte på. 2 af vores hunde på spandet under Novemberløbet, er fra Steven og Jan's  Kennel Krølle Bølle og Steven kørte selv med 2 fra samme kuld på sit spand. Lidt sjovt at vi blev nr. 1 og 2 i 6-hundeklassen. Bo fra Kennel Ulvedalen hentede en flot 3. plads hjem og kørte med et spand, hvor Fenrisulvens Tir (mor til vores seneste hvalp, Ulvedalens Bauge) gik lead og Ulvedalens Loke, Kraka, Freki og Geri på Bo's spand er halvsøskende til vores Balto, Bliss og Blade (Kennel Vakarevo's) som vi havde på vores spand. Dermed var 5 af vores hunde på spandet i tæt familie (søskende eller halvsøskende) med mange af de hunde som kom ind på hhv. 1. og 3. pladsen. I øvrigt kørte de 3 spand i år hhv. 2., 3. og 5. hurtigste samlede tid på Novemberløbet 6-hundeklassen, målt fra 2004 og til i dag. Det er ikke helt værst og nok et tegn på at der er ved at være en del gode hunde i Danmark. Vi tror på at vi hos team Husky Horizon, har været heldige at have nogle rigtig, rigtig gode hunde, efter kun knap 3 år med Siberian Huskies, hvilket vi jo kan takke både Kennel Krølle Bølle, Kennel Vakarevo's i Sverige og Kennel Ulvedalen for. Team Husky Horizon ca. 50 meter før mål   Fik jeg ikke lige sagt tak for hjælpen ved start hhv. lørdag og søndag, så tak til Jan Frigaard, Peter Frost og Michael Frost. Og så lige en sidste takker til alle Jer der hjalp os med at skubbe bil og trailer op ad udkørslen fra pladsen. Jeg kunne ikke se halvdelen af Jer; men I var garanteret også en hel del. I øvrigt blev der også sat rekord af Michael Frost fra Kennel Frost 'n Fun i både Velo og 4-hundeklassen. Tillykke med de to førstepladser og de to rekorder. Om søndagen fik vi besøg ved traileren af Sven Frederiksen (Kennel Petruschka). Petruschka's Nick-Nack er far til 3 af vores hunde fra Kennel Krølle Bølle. Nemlig Aslak, Avia og Avus. Tak for besøget og de gode råd. Det var rigtig hyggeligt.

   Sæson 2008/2009 - Primo sæsonen